Forside
Træf Fjordens Træbåde 2013 ved Jørgen Brenting
Årets træf var denne gang henlagt til Rørvig. Det skulle vise sig at være et godt valg.
Fredag den 16. august drog Vilhelm af sted med det, der snart kan betegnes som stambesætningen
på denne tur: Poul-Erik Clausen som skipper og Peter Hansen og undertegnede som veloplagt
besætning.
Vindretningen var ikke den bedste, målet taget i betragtning. Valget stod mellem motorsejlads
og lange kryds. Vi valgte det første for at nå frem til suppen klokken 20.
Der var ikke mange andre både end Vilhelm på vandet i det grå vejr, før vi nåede indsejlingen
til fjorden. Lidt nede lagde vi os i kølvandet på Rørvigfærgen, da vi antog, at de kendte vejen
mellem sandbankerne.
Antagelsen var rigtig, men vi kom for tidligt i havn. I Rørvig fortøjer færgen nemlig ikke, men
bliver liggende med snuden mod land og skruen kørende med det resultat, at der dannes en
strømhvirvel, som fylder hele havnen længe efter, færgen er sejlet mod Hundested igen.
Sådan en suppegryde er umulig at manøvrere i med lav fart og meget lidt plads. Puha for en
jerntrappe, de har for enden af den første træbro - lige præcis der, hvor strømhvirvlen tager
indkomne både.
Naturligvis stod den sædvanlige flok Kloge-Åger på land og vidste alt om manøvrering - især
hvilken vej man drejer rorpinden for at svinge Vilhelm mod henholdsvis bagbord og styrbord.
Tilråbt os med stigende utålmodighed og volumen.
Synd, de ikke nåede at nævne noget om strømhvirvlen, inden vi slap ind og fik fortøjet.
Til gengæld var velkomsten fra arrangørerne og kartoffelsuppen både god og varm.
Næste dag var der skattejagt på fjorden. I stedet for den sædvanlige kapsejlads /præsentations
-sejlads havde Rørvig Skipperlaug arrangeret en sjov skattejagt mellem forskellige bøjer og
en enkelt robåd for svaj, hvor det viste sig, at en jomfru lå bundet til toften. Det er ganske vist.
Efter skattejagten blev frokosten bragt ud på fjorden til hver båd. Jo, jo, der er stil over de
rørvigere.
Lørdag aften var der overdådig aftensmad i et stort telt helt ud til havnen, tæt på bådene og
aftenen blev rundet af med alle de sømandsviser, der sikkert kan opdrives på dansk, - leveret
af et veloplagt og velspillende orkester. Alle sang med af fuld hals.
Søndag blev tur-stafetten givet videre til skipper Clausen. Fjordfolkene ville ud. Den slags
siger man jo ikke nej til. Sidst på formiddagen stævnede vi ud i fin vind og havde kun regn
de to sidste timer inden Gilleleje.
Alt i alt en af de bedste fjordture indtil videre. Stor tak til alle de frivillige i den lille havn.
Hilsen Jørgen Brenting
PS
Vi fik skam også en præmie med hjem. En rulle klude til at tørre olie op med, vundet i kast
med redningsline, jeg husker ikke mere hvordan. Kludene kan, indtil der bliver brug for dem,
beses ombord.
Rørvig Havn i festtøjet. Peter klæder om.
Skipper modtager standeren til næste års træf i Gilleleje.
Næste ældre *Siden sidst*
Forside