Forside

Skibsdage på Fejø 11.-15. juli 2016.

Afgang 9. juli fra Gilleleje.
Besætning: Klaus Rigger, Tage Bølgehår, MultiLeif, Jes, Henrik og Claes.

Da det var Tages fødselsdag (83 år) fejrede vi begivenheden med flag og en lille en.
Afgang kl. 10.
Med vinden ind agter gik vi mod Helsingør. Efter en fin sejlads ned gennem sundet og
forbi København på en halvvind passerede vi Køge bugt, hvor vinden sædvanen tro tiltog.
Vi gik ind i Rødvig, hvor vi nød Jes´s fantastiske middagsret og efterfølgende Tages
fødselsdags-jordbærgrød med rigelige mængder fløde.

Henrik og Jes sov på dækket i starten af natten, men måtte søge tilflugt, da et massivt
regnvejr satte ind ud på natten. Regnen fortsatte i stride strømme fra afgangen kl. 8
søndag morgen indtil middag. Vi måtte sætte læsejlet op over styrehullet, indtil vi
havde passeret Vordingborg. Herfra havde vi ok vejr, og vi ankom til Dybvig ved 17-tiden.
Vi fik os en fin plads på den vestre side af havnen og kunne afslutte dagen med Jes´s
gode mad. Jes og Henrik satte telt op på campingområdet.

Der var ikke så mange både med i år, hvilket satte sit præg på skibsdagene.
Mandag startede med fælles morgenmad og smøring af madpakker. Senere var der den
traditionelle runde, hvor vi gik fra båd til båd og fik en præsentation af mandskab og
fartøjet.

Tirsdag havde vi madtjans morgen og aften. Klaus havde konstrueret et redningsnet, som
vi demonstrerede på Vilhelm. Nettet gør det nemmere i en mand-over-bord situation, at
få vedkommende op igen, specielt hvis manden er bevidstløs. Der ligger en video på TS-
hjemmesiden, der viser det vellykkede forsøg.

Onsdag var der fællestur til Bandholm. Klaus, Henrik og Claes afmønstrede her og Finn
og Steen tog over.

/Claes

Tage holder fødselsdag


Vi runder Kronborg


Jes styrer os ned gennem Sundet


Rigger holder kursen forbi vindmøllerne ved København


Vi nyder Jes´s herlige mad.


Rebslageren er i gang med tovværket.


Ungerne og en del voksne bygger tømmerflåde.


Afslapning på kajen.


På vej mod Bandholm.

Næste ældre *Siden sidst*
Forside